Ringovnen i dag

Udviklingen af ringovne betød at teglværkerne optimalt kunne udnytte de varmeressourcer der blev frigivet ved selve brændningsprocessen. Brugen af Ringovnen på Nivaagaard Teglværk betød en øget omsætning af teglværksprodukter for lavere produktionsomkostninger.

Det tomme brændkammer i ringovnenRingovnen blev opfundet af den tyske ingeniør Friedrich Hoffmann ( 1818-1900), som fik patent på sin opfindelse i 1858. Ringovnen var banebrydende, fordi den sikrede uafbrudt brændning ved hjælp af en vandrende ildzone og en god udnyttelse af den overskydende varme. Derved var ringovne en langt bedre investering end kammerovnene, som teglværkerne hidtil havde benyttet sig af. Friedrich Hoffmann løste problemet med at konstruere ringovnen, som navnet antyder, ud fra en cirkelform. Ringovnen var ikke blot cirkelformet, den drejede også rundt som et hjul. Selve bygningen kunne selvsagt ikke flyttes, men det kunne arbejdsprocesserne inde i ringovnen.

Ringovnens opbygning

Processen i Ringovnen kan forklares med et sprogligt billede. Man skal forestille sig Ringovnen som en randform, der er vendt på hovedet. Hvælvingen i formen svarer til selve ovnen i Ringovnen, som bestod af femten sektioner kaldet kamre. Disse repræsenterede hver deres afgrænsede område i ovnen. Kamrene havde hver deres åbning i muren ud mod det fri, som teglværksprodukterne blev ført ind og ud igennem. Ligesom de hver havde en røgkanal der var forbundet til skorstenen, som derved kunne lede røgen væk. Begrebet “teglværksprodukter” dækker over flere forskellige produkter, idet der både kunne være tale om drænrør, teglsten eller som i dette tilfælde mursten.

Når et kammer var fyldt op med mursten, blev et skot, opsat for at lede trækken mod skorstenen. Åbningen til det fri blev muret til. På den måde lukkede man kammeret helt tæt, så varmen ikke kunne slippe ud. Når brænderen styrede ilden nærmere skottet, brændte det, og trækken sprang frem til næste kammer.

Regulering af varmen

Et var at styre trækken i form af lufttilførelsen, noget andet var at justere varmen. Hvis vi vender tilbage til det sproglige billede med randformen skal man forestille sig, at man ovenpå formen placerer en tallerken, og derefter placerer et højt låg ovenpå og endelig placerer en høj skorsten midt på. Derved har man billedet af Ringovnens fysiske form. Det høje låg er brænderloftet, hvor brænderne havde deres arbejdsgang (C og D).

I gulvet på brænderloftet, eller “tallerkenen” for at blive i det sproglige billede, var der fyrhuller ned til de underliggende femten kamre. Når brænderen med en jernstang løftede dækslerne af fyrhullerne, kunne han se direkte ned i kamrerne. Herudfra kunne han ud fra ildens farve bestemme, om der skulle kastes mere kulstøv ned. Det gjaldt for brænderen om at holde en fin balance. Hvis han fyrede for lidt, blev teglværksprodukterne ikke ordentligt brændt, og hvis han fyrrede for meget, kunne han risikere at smelte produkterne.

 

Kontinuerlig brænding

Brænderloftet. I venstre forgrund ses fyrhullerneIdeen med Ringovnen fungerede kun optimalt, så længe der hele tiden skete en tilførsel og fraførsel af henholdsvis tørrede og færdigbrændte mursten. Det var derfor nødvendigt, at have arbejdsmændene, sættere og trillere, i hver deres “ende” af ovnen. Dette betød, at sætterne (A) placerede murstenene i Ringovnen. I et kammer kunne der være op mod 20.000 sten. Når sætterne var færdige med at placere murstenene, satte de skottet op og murede derefter åbningen til. Et par kamre væk var arbejdere igang med at trille de færdigbrændte sten ud af Ringovnen, deraf navnet trillerne (B). Her var stenene blevet så nedkølede efter brændingen, at de kunne tages ud af kammeret. De færdige mursten skulle fjernes, da man skulle være klar til at starte forfra. Hvis ikke trillerne var lige så hurtige som sætterne, kunne dette skabe problemer og ophold i produktionen. Ringovnen brændte nat og dag. Der var kun ophold i produktionen under reparationsarbejde eller, hvis brænderen havde fyret for lidt eller for meget, og murstenene derfor måtte kasseres.

Ringovnen på Nivaagaard Teglværk var i drift i 97 år , frem til 1967 og i den tid blev der fremstillet nærved en milliard teglværksenheder.

Den ældste bevarede ringovn

Ringovnen blev fredet i 1985Ringovnen på Nivaagaard Teglværk er den sidste intakt bevarede bygning fra det tidligere produktive nordsjællandske teglværk. Den fortæller i dag historien om den teknologiske udvikling, der i midten af 1800-tallet fandt sted i Danmark og resten af Europa. Samtidig står den som repræsentant for et næsten forsvundet industrimiljø.

Ringovnen omtales i en brandtaksation over Nivaagaard Teglværks bygninger af 30. juli 1870 og er dermed den ældste ringovn til kontinuerlig teglbrænding i Danmark. Hvad der gør den endnu mere speciel er, at den er bygget af selve ringovnenes opfinder, den tyske ingeniør Friederich Hoffmann og yderemere er det den eneste cirkulære ringovn, der er bevaret i landet.

Restaureringen og fredningen af Ringovnen

Restaureringen af Nivaagaard Teglværks Ringovn blev muliggjort ud fra opmålinger udført af arkitektskolen i Århus i 1978. Den 6. juni 1984 blev den selvejende institution Nivaagaard Teglværks Ringovn dannet, og året efter, i 1985, blev Ringovnen fredet. Den selvejende institution har siden 1984, i tæt samarbejde med blandt andre Hørsholm Egns Museum, arbejdet for at udvide kendskabet til Ringovnen og den tidligere teglværksproduktion.