Dronning Louises teglværk

I 1701 forærede Frederik d. IV sin kone, dronning Louise, Hirschholm Distrikt. Gaven blev givet seks år efter deres bryllup og meningen var, at dronningen ud fra indtægterne fra distriktet skulle finansiere sit eget hof. I Hirschholm, det nuværende Hørsholm, lå der på denne tid et mindre kongeligt jagtslot opført af Frederik d. II. Dronning Louise var opsat på at besidde en sommerresidens, som var en enevældig konge og hans dronning værdig. Derfor blev alle kræfter sat ind på en restaurering af slottet. Til dette formål havde dronningen brug for et nærliggende teglværk, der kunne fremstille de mange mursten, som der var behov for til den gennemgribende modernisering. Derfor blev jordene fra en gård i det lille nordsjællandske fiskerleje inddraget til teglværksproduktion.

Teglværket i Nivå havde fra dets grundlæggelse i 1701 og frem til Konsul Alfreds Hages opkøb i 1859 mange skiftende ejere. Her er det værd at nævne Lars Erichsen og dennes drift at værket fra 1717 og frem til hans død i 1746. Dels fordi Lars Erichsen drev værket i sammenhængende 29 år, men også fordi teglværket i denne periode leverede nogle af murstenene til det storslåede kongelige byggeprojekt, som siden fik betegnelsen: “Nordens Versaille”. Tiden under Lars Erichsen må ses som teglværkets storhedstid, idet han udover produktionen i Nivå fæstede et teglværk i Karlebo og købte et tredje i Vedbæk. Med tre producerende teglværker i ryggen blev Lars Erichsen en af tidens store bygmestre. Han fik blandt andet til opgave at opføre 113 sjællanske skoler, hvilket han gennemførte i perioden 1722-1725.

Hirschholm Slot

Men det var Hirschholm Slot, som blev det kendte og mest prestigefyldte byggeri, som teglværket i Nivå i 1700-tallet producerede materialer til. Dronning Louise døde i 1721 og efter hendes mands bortgang i 1730, blev deres søn konge under navnet Christian d. VI. Han skænkede ligeledes Hirschholm Distrikt til sin kone, dronning Sophie Magdalene, og derved den istandsatte kongelige sommerresidens. Det var åbenbart ikke en modernisering, der faldt i den nye dronnings smag, for i 1733 lod hun et nyt byggeprojekt i Hirschholm begynde med Lauritz de Thura som arkitekt. Han stod siden bag Eremitage Slottet i Dyrehaven og spiret på Vor Frelser Kirke på Christianshavn. Dronningens lyst til store byggeprojekter kom ikke fra fremmede. Christian d. VI indledte i sin regeringstid et enormt byggeprogram som forvandlede de kongelige slotte til en standard, man ikke tidligere havde set.  I 1744 stod dronninges barokslot færdigt og blev hurtigt kendt som et af de smukkeste slotte i Europa. Regentparret brugte det flittigt som sommerresidens, og da Sophie Magdalene blev enkedronning i 1746, flyttede hun ind permanent, og boede der til sin død i 1770.

Allerede året efter, i sommeren 1771, mødte slottet dog sin skæbne. Den regerende konge hed nu Christian d. VII. der var barnebarn af Christian d. VI og den nyligt afdøde enkedronning Sophie Magdalene. Hans unge kone hed Caroline Mathilde, og de var blevet gift fem år tidligere. Det var ikke et lykkeligt ægteskab. Kongen var sinddsyg, og Caroline Mathilde indledte i 1770 et forhold til kongens livlæge, Johan Frederich Struense. Hirschholm Slot lagde i sommeren 1771 rammen om deres efterhånden meget åbenlyse sammenliv, som samme år resulterede i fødslen af datteren Louise Augusta. En fødsel der fandt sted på Hirschholm Slot. Dette var mere end hvad kongen og hans hof kunne acceptere, og enevælden slog igen. Året efter var dronningen i husarrest, livlægen henrettet og lagt på hjul og stejle og Hirschholm Slot forladt. Herefter vendte kongefamilien den nordsjællandske sommerresidens ryggen, indtil Frederik d. VI i 1810 lod det rive ned og lod dele af slottet indgå i nye byggeprojekter bl.a. Sophienholm Slot ved Rungsted Strandvej.

Konsul Alfred Hage

I 1859 købte Konsul Peter Anton Alfred Hage Nivaagard og det tilhørende teglværk samt flere andre gårde i Nivå. Dermed kom konsulen til at råde over 264 tdr. land, som hørte til Nivaagaard og som betød, at det var det største landbrug i Nivå og omegn. Hvornår teglværket kom til at bære navnet Nivaagaard Teglværk vides ikke med sikkerhed, men man antager at det skete i forbindelse med konsulens overtagelse af værket.

Konsul Alfred Hage stammede oprindeligt fra en købmandsfamilie fra Stege men søgte udfordringer i hovedstaden. I 1832 blev han ansvarlig for et af datidens største handelshuse, Hans Puggaard & Co. og slog sig derefter ned i København. Alfred Hage og hans kone Frederikke Wilhelmines hjem var ofte besøgt af datidens store kunstnere blandt andre malerne Vilhelm Marstrand og C.A. Jensen. Alfred Hages steddatter, Johanne, blev gift med den anerkendte billedhugger Herman Wilhelm Bissens søn Christian Gottlieb Vilhelm Bissen i 1861. Konsulens anden steddatter, Elise, blev gift med forfatteren Carl Ploug og endelig blev parrets fælles datter, Vilhelmine blev gift med komponisten Peter Heise.

Familien Hage levede i København i en tid, hvor den begyndende industrialisering satte sit præg på hovedstaden. Vandringen fra land til by var tiltagende, og de mange tilflyttere til byerne skabte behov for flere boliger, som igen skabte efterspørgsel på byggematerialer. Der var derfor gode penge at tjene ved teglværksproduktion, og købet af teglværket i Nivå må derfor ses som en god investering.

Men det var begivenhederne på den politiske scene, der var med til at gøre teglværket i Nivå til en endnu bedre investering. Efter det sviende danske nederlag i 1864, først ved Dannevirke og derefter Dybøl, underskrev Danmark d. 30. oktober en fredstraktat med Preussen og dennes allierede, Østrig. Hermed mistede Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg og omkring en million af sine indbyggere. Men tabet skulle ikke kun gøres op i mennesker, idet både virksomheder og forretninger i de tre hertugerdømmer også overgik til sejrherrerne. Heriblandt flere sønderjyske teglværker blandt andet Cathrinesminde Teglværk ved Flensborg Fjord. En egn der var meget kendt for sine mange teglværker, og som stod for en stor andel af den danske teglværksproduktion. Hermed var grundlaget for produktion andre steder i landet lagt, da man skulle kunne imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel på mursten.

Ringovnen

Teglværket som Konsul Hage købte sammen med Nivaagaard var, set med datidens øjne, af moderne standard, idet den tidligere ejer havde investeret mange penge i dets modernisering. Så mange, at han ikke nåede at høste frugterne deraf, men pengene slap op og han måtte sæte teglværket på offentlig auktion, hvor Konsul Hage købte det sammen med Nivaagaard og de mange tønder land. Konsul Hage var en fremadsynet mand, som var fokuseret på, hvorledes man yderligere kunne optimere og forkorte produktionsprocesserne. Til dette formål kontaktede han den tyske ingeniør Friedrich Hoffmann, som i 1858 havde opnået patent på sin opfindelse: Ringovnen. Den stod klar til produktion på Nivaagaard Teglværk i 1870.

Johannes Hage

Efter Alfred Hages død i 1872 overtog sønnen Johannes Hage Nivaagaard og Nivaagaard Teglværk. I efteråret 1879 brændte Nivaagard, og Johannes Hage iværksatte byggeriet af en ny hovedbygning tegnet af arkitekten Ferdinand Vilhelm Jensen, som stod for tilblivelsen af flere ejendomme og villaer i København. Også tidens store landskabsgartner Edvard Glæsel blev tilkaldt og fik til opgave at skabe en park på 6 hektar, der omkransede denne. Arbejdskraften til haveanlægget blev fundet på teglværket, hvorved flere af arbejderne blev reddet fra den arbejdsløshed, som var kendetegnende ved teglværksproduktionen i vinterhalvåret. Johannes Hage flyttede ind i Nivvagaards hovedbygning efter dens færdiggørelse i 1881 og boede der frem til sin død i 1923.

Johannes Hage fulgte som sin far med fremskridtet, og allerede i 1896 opførte han en langovn (en langstrakt ringovn) for at kunne følge med efterspørgelsen på mursten og andre teglværksprodukter. I 1870’erne producerede teglværket årligt 5 millioner mursten og 300.000 drænrør.

Dette blev i 1917 efterfulgt af en større modernisering af værket, der blandt andet skulle begrænse de tunge arbejdsbyrder for værkets ansatte.

Ringovnen virkede frem til 1967, hvor den blev erstattet af en fuldautomatisk tunnelovn. Den nye tunnelovn nåede dog kun at være produktiv i 14 år, da Nivaagaard Teglværk i 1981 difinitivt måtte lukke.

Nivaagaard Teglværk blev dette år udkonkurreret af et politisk besluttet byggestop samt den tiltagende anvendelse af billigere byggematerialer, som beton. Og endelig steg lønningerne så krftigt i 1960’erne, at blev vanskeligt at skaffe den nødvendige billige arbejdskraf, der kunne holde produkterne konkurrencedygtige.

Johannes Hages andre virksomheder og tiltag

Det var ikke kun landbrug og teglværksproduktion der havde Johannes Hages bevågenhed. Som søn af en mand, der selv var politisk engageret, og som satte pris på kunst og videnskab, var det ikke mærkeligt at Johannes Hage livet igennem stod bag flere projekter. I 1891 oprettede han Nivaagaards Hospital, som idag fungerer under navnet: Johannes Hages Hus, i 1908 grundlagde han stiftelsen af Nivaagaards Malerisamling, i 1910 stod han bag opførelsen af Nivå Kirke, og endelig i 1922 var han drivkraften bag oprettelsen af den velgørende fond: Den Hageske Stiftelse. Desuden var han initiativtager til opførelsen af Sletten Havn. Johannes Hage blev ridder af Dannebrog i 1897.

Johannes Hage døde d. 14. januar 1923. Da han forblev ugift, testamenterede han ved sin død alle sin ejendomme til Den Hageske Stiftelse, som indbefattede teglværket, avlsgården, hovedbygningen og Nive Mølle. Altsammen gældsfrit.

Johannes Hages rolle som gods- og teglværksejer var alsidig. Han havde altid øje for at teglværket og godset skulle producere mest muligt, så indtjeningen blev så stor som muligt. Samtidig satte han arbejdernes ve og vel højt og iværksatte flere tiltag, der kunne forsøde tilværelsen for dem. En tidligere teglværksarbejder beretter, at der hvert år var julefest på Nivaagaard, som Johannes Hage arrangerede. Gods- og teglværksarbejdernes børn skulle ved den lejlighed stille sig op ved inspektørboligen, hvor de hver fik udleveret en pose med pebernødder og et nyt stykke tøj. En anden tidligere arbejder fra Nivaagaard Teglværker fortæller, at når der engang imellem blev slagtet en ko på Nivaagaard, solgte Johannes Hage kødet yderst billigt til de ansatte. Kort sagt, var Johannes Hage en mæcen for Nivå og tog gennem hele sin levetid sit lokalsamfund under sine beskyttende vinger.

Teglværkernes endeligt

Teglværksindustrien oplevede en opblomstring, som blev kortvarig bestemt af tidens udvikling. På den ene side var den industrielle udvikling imod dem, idet værkerne oplevede at blive udkonkurreret af nyere og billigere produkter. På den anden side opstod teglværkerne på lige præcis det rette tidspunkt, netop da bønderne gik fra bondegårde opført i bindingsværk til bygninger muret i grundmur. Således var teglværkernes storhedstid blot et skridt på vejen i den industrielle udvikling i Danmark.

Teglværkerne var med til at producere byggematerialer, da byggeboomet var på sit højeste både i København og de mange voksende byer overalt i landet fra 1880’erne og frem. Samtidig arbejdede den industrielle udvikling imod dem, idet billigere materialer blev udviklet. Teglværkerne kunne ikke hamle op med produkter som beton eller typehuse. Opførelsen af netop typehusene fra 1960 og frem reducerede murstensforbruget pr. hus fra ca. 30.000 sten til mellem 6 og 8.000 sten. I perioden 1960 til 1980 blev der bygget ca. 500.000 typehuse i Danmark, og de blev derved en af de nye boligtyper, som kom til at spænde ben for teglværkerne. Med tiden betød det, at de små og mellemstore teglværker måtte lukke, og kun de største havde kapital til at overleve. Nivaagaard Teglværk var blandt dem, som måtte dreje nøglen om.

Med lidt god vilje er der i dag 16 producerende teglværker i Danmark.