Tørreladen

Højladen (1) var en ca. 125 meter lang og 9,5 meter bred toetages tørrelade. Da den stod færdig lå den klods op ad Tørreovnen (2). Maskinhuset (3) var den stort set bygget sammen med. I den ene ende slog den et vinkelret knæk indtil den mødte hjørnet af forvalterboligen. I den anden ende var den bygget sammen med Langovnen (4). Bagved og nord for Højladen lå smedjen (på billedet fra 1846 mellem nogle træer).

Den var helt bygget i træ og var helt åben. Der var ingen ydre beklædning, hverken for oven eller for neden. Men på et tidspunkt sætter man nogle halvtage op på facaderne for at beskytte murstenen mod stærk sol og slagregn.

Laden var i det store og hele opbygget af lodretstående stolper – både i “ydervæggen” og i centrum af laden. I hvert fag var lagt to vandrette tværbjælker. Den nederste ca. 2,3 meter over jordhøjde. På dem hvilede etageadskillelsen og de øverste tørrereoler. De øverste tværbjælker hvilede på remmen i “ydervæggen” i højde med tagskægget og ligeledes på de lodrette stolper i midten af bygningen. Således var der arbejdshøjde og det gav rum for fri passage i både over- og underetage.

Etageadskillelsen er fjernet. Og der må være kørt meget grus på, for der ikke længere er 2,30 meter op til de steder, hvor de tværgående bjælker har siddet. Udstillingsreolerne ville knap nok  kunne stå der. Se konstruktionen på billederne fra det indre nederst.

Ud over at være brugt som tørrelade, har teglværket også benyttet den store lade som lagerplads for sommerens overproduktion, så man kunne brænde videre i vinterhalvåret. Hvis man ser nøje efter på billederne kan man konstatere, at murstenene i laden er stablet uden luft imellem. Hvis de stod i tørrereoler ville der være luft mellem stene, som forudsætning for en tørring.

Højladen blev opført i 1918-20. Den blev ikke bygget til sin fulde størrelse fra starten. Af luftfotografiet fra 1936 kan man se, man stadig benytter sig af nogle af de eksisterende lader (fx op mod Langovnen). Højladen er således blevet til ved trinvis.

Men initiativet og behovet for laden hænger højst sandsynlig sammen med den lange række af andre moderniseringer og produktionsforbedringer, som blev iværksat lige efter 1. verdenskrigs afslutning

Det var samtidig med, at kredstransportøren blev installeret.

Kredstransportøren var på mange måder forudsætningen for, at man kunne bygge en toetagers tørrelade. Den ene forbedring betingede den anden og visa-versa. Således også ombygningen af Ringovnens brænderloft.

De første mange år løb kredstransportøren gennem en ældre lade, der stadig kan ses på billedet fra i 1936. På billedet fra 1938 er den gamle lade blevet erstattet af den forlængede Højlade.

Derfra løb kredstransportøren gennem Langovnens brænderloft med tørrereoler, gennem Skibeladens 1.sal, ned omkring vendestationen og op gennem Ringovnes ny renoverede Brænderloft og Tørreloft og så til sidst tilbage til maskinhuset, som højladen næsten var bygget sammen med.

På billedet fra 1946, kan man se kredstransportørens forløb fra Langovnen over til Ringovnen gennem Skibeladen.

I den øverste etage var der fem rækker med “tørreovne” (dvs. reoler), med en trillebørs afstand i mellem. Oven på de vandrette tværstillede stolper havde men lagt nogle brædder som trillebørene kunne køre på. De fungerede således også som etageadskillelse. I underetagen var der kun gjort plads til to tørrerum i hver sin side af laden.

Taget havde i begge sider et stort tagudhæng på 60-70 cm. for at beskytte de tørrede men udbrændte mursten.

Der var to gennemgange på tværs af laden. En førte ind til maskinhuset og en førte ind til smedjen. Ved gennemgangen til maskinhuset og for enden ved Langovnen, var der to sænkestole. Her kunne man køre fyldte trillebøre ind og sænke dem ned til underetagen. Samtidig fik man en tom trillebør hævet op til. Sådan fik man transporteret de tørrede mursten ned til brænding.

De våde sten var bragt op til overetagen fra maskinhusets afskærebord på kredstransportøren og en murstenselevator.

Folkebygningen

I den del af laden, der stod vinkelret på den lange del, og som løb hen til forvalterboligen, var der i underetagen en muret bygning. Det var “folkebygningen” med vaskerum og “borgerstue” (frokostrum). I sommeren 1953 blev den del revet ned for at gøre plads til en ny kantinebygning lige bagved. Den bygning kan stadig ses, men står uden for museets hegn.

Nedrivning og udlejning

Da tørreovnen (2) bagved i 1958 blev udvidet med den bygning, der stadig hedder “Christiansminde” (uden for hegnet), blev den del af Højladen der lå parallelt med tørreovnen revet ned. Da Ringovnen og Langovne blev slukket i 1967 blev hele den østlig del af Højladen revet ned, så der kun var ca. 45 meter tilbage.

I efteråret 1977 bliver laden (sammen men nogle andre lader) lejet ud til Karlebo Kommune, der stod og manglede en materielgård. Højladen blev straks beklædt med grå/sorte letmetalplader, hvorefter den blev indrettet til værksted og garage. Da kommunen fraflytter bliver de sidste ubeklædte dele af Højladen revet ned og laden bliver anvendt til andre formål.

Senere, da der skal gøres plads til opstilling af den store lade fra Karlebo, fjerner man også væsentlige dele af den beklædte lade, så der nu kun står ca. 17 meter tilbage af den bygning, der har været teglværkets ubetinget største.

Højladen idag

I dag anvendes bygningen til forskellige formål, der er vigtige for museet. Der er stadig et værksted og en lille kaffestue, som traditionen tro har fået betegnelsen “Folkestuen”. Der er også blevet plads til et lille kontor, hvor man kan opbevare arkivalier og modtage entré fra de besøgende.

Væsentligst er der dog også blevet plads til noget formidling. Men antallet af udstillingsgenstande – teglværksprodukter, der varierer i både tid, udseenden og anvendelse, samt alle mulige værktøjer, der har været anvendt i produktionen af tegl – er efterhånden så talrig, at det er en sandhed med modifikationer, når vi siger, at der er blevet plads til det alt sammen.

Samlingen af stemplede mursten og gulvtegl repræsenterer mange års samleiver og glade besøgende, der har fundet en sten med stempel og givet os den. Samlingen giver et godt billede af, hvor omfattende teglværksindustrien har været i Danmark. Sammen med en anden “samler” fra Horsens er der udgivet en bog, hvor man kan læse mere om alle de stemplede tegl og de teglværker, de stammer fra. Den kan købes, når man besøger museet.