Bøger, der kan købes på Nivaagaard Teglværks Ringovn

Der er gennem årene skrevet meget om Nivaagaard Teglværk, om teglværkerne ved Nivå Strandenge samt teglproduktionen generelt i Danmark.

En del af de bøger og publikationer kan man som hidtil erhverve sig for meget rimelige priser, når man besøger museet.

Nedenstående liste over bøger og publikatione kan købes/udleveres, når man besøger teglværksmuseet i Nivå.

Bøgerne er listet efter pris i faldende rækkefølge.

De angivne priser er den betaling, vi tager, hvis man møder op og køber bogen direkte hos os. Nogle bøger kan købes hos en boghandler, men priserne her er ikke en garanti der.

Kom en dag, hvor der er åbent. Man er ikke samtidig  forpligtet at betale entré.

Vi modtager gerne betaling via “Mobile Pay”. Vi har ingen kortautomat,  så hvis du ikke anvender “Mobile Pay”, skal du have kontanter med.

Alle bøger og publikatior på nedenståen liste kan købes ved henvendelse til Nivaagaard Teglværks Ringovn – brug blanketten under fanebladet “Kontakt os“. Prisen for bogen er den samme, men det koster kr. 50,- for at få den sendt med GLS.

Danmarks Teglværker – Fredensborg og Hørsholm Kommuner. 

Forfatter: Jørgen G. Berthelsen.

Udgiver: Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk i samarbejde med bevaringskredsen Teglværksinitiativerne.

Udgivelsesår: 2014

Antal sider: 196

Størrelse (HxB): 24,5 x 17 cm.

Indbinding: Stiv/hård.

Pris: kr. 150,-

ISBN: 978-87-89984-36-0

Indhold: Der har været produceret tegl og mursten overalt i Danmark siden teknologien kom hertil i ca. midten af 1100-tallet. Sidenhen er det blevet danskernes fortrukne bygningsmateriale. Der har været op mod 3.000 teglværker og teglgårde i Danmarks 98 kommuner. Dette bind fortæller historierne om de 28 steder i de to nævnte kommuner, hvor det er konstateret, at der har været en produktion af tegl. I nogle tilfælde er historien lang og fyldig, i andre er den kort. Men alle historierne er illustreret med kort og billeder og giver således både detaljer og overblik.

Danmarks Teglværker: Dette er det andet bind i serien Danmarks Teglværker. Der er indtil nu udgivet 5 bind. Dette bind er det eneste, der kan den købes i Nivå. Se hele serien Danmarks Teglværker her: Teglhistorie.dk

Stemplede mursten og gulvtegl.

Forfatter: Jørgen G. Berthelsen og Verner Bjerge

Udgiver: Nivaagaard Teglværks Ringovn

Udgivelsesår: 2021

Antal sider: 245

Størrelse (HxB): 24,5 x 17 cm.

Indbinding: Hård/stiv

Pris: kr. 150,-

ISBN: 978-87-970378-2-9

Indhold: Bogen beskriver den historiske udvikling gennem 4000 år af navnestempling på mursten og gulvtegl. Den indeholder et billedkatalog over de kendte murstensstempler fra det danske område, med grundige stikordsregistre. Der er historiske oplysninger og billeder fra de teglværker, hvor de stemplede sten kommer fra. Når man nu satte teglværkets navn i stenen, blev det også almindeligt blandt teglværksejerne at sætte deres eget navn. Bogen indeholder oplysninger om 687 sten med stempel fra 296 danske teglværker. Samtlige sten og mærker er fotograferet og til dem alle (næsten) hører der en beskrivelse af teglværket og måske også dets ejere.  Bogen giver således et godt billede af, hvor omfattende teglværksindustrien har været i Danmark. Alle afsnit er listet i alfabetisk orden efter teglværkets navn, men bagerst i bogen findes en liste fordelt på amter. Det er tredje gang og sidste – siger forfatterne – at bogen udgives i en opdateret version, efterhånden som der er fundet flere sten. Tidligere udgaver er udsolgt. Det er de to forfattere, der har samlet alle de stemplede sten. Verner Bjerge har landets største samling af stemplede sten, mens en stor del af stenen kan ses i udstillingen på Nivaagaard Teglværks Ringovn.

Hvorfor: Hvorfor stemplede teglværkerne mursten? Det har Jørgen G. Berthelsen skrevet en beretning om, som kan læses her: Hvorfor-stemple-mursten

Boghandel: Denne bog er afleveret til  Danske Boghandleres Kommisionsanstalt (DBK) og kan derfor også købes i en almindelig boghandel.

Fattigfolk i Nivaa  – Husmænd, inderster og almisselemmer.

Forfatter: Jørgen G. Berthelsen.

Udgiver: Karlebo Lokalhistoriske Forening

Udgivelsesår: 2019

Antal sider: 151

Størrelse (HxB): 26,5 x 19 cm.

Indbinding: Hård/stiv

Pris: kr. 140,-

ISBN: 978-87-88406-24-5

Indhold: Tidsmæssigt begynder bogen med Roskildebispens Jordebog fra 1370, der lister at der allerede dengang var nogle få gårde i området, men den egentlige bevarede registrering af bebyggelsen og beboerne i Nivaa kommer først sidst i 1600-tallet. Herfra begynder forfatteren at følge beboerne i Nivaa, deres købte eller fæstede ejendomme, deres ægteskaber og børnefødsler. Og dem følger han helt fra til århundredeskiftet ind i det 20’ende århundrede, hvor udviklingerne har taget så væsentlig en drejning, at det ikke længere er relevant at betagne væsentlige dele af lokalområdet som fattigfolk. Bogen fremstår dels som en fortælling om vilkårene, men er også en statistisk redegørelse for befolkningsudviklingen og omsætningen af de lokale ejendomme.

Nivaa – Teglværk og samfund 1701-1860.

Forfatter: Jørgen G. Berthelsen.

Udgiver: Karlebo Lokalhistoriske Forening

Udgivelsesår: 2012

Antal sider: 151

Størrelse (HxB): 26,5 x 19 cm.

Indbinding: Hård/stiv

Pris: kr. 135,-

ISBN:978-87-88406-12-2

Indhold: I 1701 da Dronning Louise opretter et teglværk i Nivaa, består byen kun af tre gårde og et antal huse, samt en bro, hvor der skulle betales broafgift. Der var også et værtshus, der fik sin første spiritusbevilling af dronningen i 1704. I bogen følger man beboernes historier, og byens udvikling gennem 160 år. Således også da admiralitetet i midten af 1700-tallet vil oprette en galajhavn i Nivaa og eksproprierer både gårde og huse og et stort område ud til vandet. Det bliver dog kun til havneanlægget og nogle ombygninger af huse og gårde, men selve fæstningsanlægget bliver aldrig gennemført. Bogen skildrer dog påvirkningen af byen og dens beboere. Sådan en faktabog om, livet i Nivaa. Hvem bor hvor, og hvorledes gik det til, at de kom og siden rejste igen. Det er således en sjov skildring af livet i Nivaa indtil familien Hage gør sit indtog i 1860. Mange historier om beboerne og livet i Nivå – men hård fakta og uden på noget tidspunkt at forfalde til slibrig sladder. Den kan godt være svær at slippe, når man først er kommet igang. Og så er den fyldt med gode illustrationer.

Mine 29 år på Nivaagard Teglværk

Forfatter: Anton Benkjer

Udgiver: Karlebo Lokalhistoriske Forening

Udgivelsesår: 1997

Antal sider: 98

Størrelse (HxB): 25,5 x 19 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 75,-

ISBN: 87-88406-05-9

Indhold: Forfatteren blev i 1952 ansat som sæsonarbejder (løsarbejder) på Teglværket i Nivaa – stort set direkte fra aftjent værnepligt og er egentlig mere glad for gymnastik. Han bliver godt nok arbejdsløs et par gange om vinteren, men han blev så skattet en medarbejder, at ledelsen tilsyneladende gjorde meget for at tildele ham opgaver, hvor andre blev arbejdsløse.  I bogen beskriver han livet på teglværket, teknikkerne og arbejdsprocesserne, samt hans egen og teglværkets udvikling. Bogens afsnit er alle stillet op i tidsmæssig kronologisk rækkefølge. Han starter helt nede “på gulvet” (det vil hans første dag er på Møllerloftet). I 1970 bliver han formand på teglværket og flytter ind i forvalterboligen. Han er den sidste medarbejder og han den der sælger teglværkets sidste produkter i 1983 efter lukningen, sideløbende med, at han bliver “headhuntet” til Kalk & Mørtelværkerne A/S og fraflytter teglværket. Men han flytter tilbage til Nivå, hvor han er med til at formidle historien om Ringovnen.  I bogen runder han sin fortælling af med at sige, “alt er skrevet (fortalt), som jeg personligt kan erindre og mener, det er forgået. Jeg har ikke på noget tidspunkt søgt oplysninger i arkiver eller andre steder”.  For os der har oplevet ham, kan vi kun nikke genkendende til hans store og meget præcise hukommelse. Bogens titel er således meget dækkende for dens indhold.

Flisefabrikkerne i Humlebæk og Nivaa (En fabrikation af danske væg- og dekorations fliser 1936-1981)

Forfatter: Niels-Jørgen Pedersen – fotos Jørgen G. Berthelsen

Udgiver: Karlebo Lokalhistoriske Forening

Udgivelsesår: 2006

Antal sider: 98

Størrelse (HxB): 20,5 x 20,5 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 75,-

ISBN: 8788406-08-3

Indhold: Traditionen med at sætte glaserede fliser på væggene, er kommet til os fra araberne via Spanien og Holland. På et tidspunkt begynder der også at opstå en dansk produktion. I nyere tid fandt der sådan en fabrikation sted – først i Humlebæk og siden i Nivaa. En ting er at lave glasuren i de rigtig farver, men det er også lige så vigtig en del af processen at finde noget ordentlig ler til at lave selve flisen. Dertil kom så den kunstneriske proces med at påføre glasuren på fliserne, så der kom mønstre og billeder ud af det. Endelig skulle det hele brændes, før man kunne se det endelige resultat. Flisefabrikationen startede i 1939 i nogle bygninger klods op ad Humlebæk Teglværk. Da teglværket brænder i 1943 går der et par år, før man får startet en ny produktion op i den nedlagte vandmølle i Nivaa. Hvis man støder på en af de ofte farverige fliser, så vend den om og se, om der ikke er stemplet HUMLEBÆK DANMARK eller NIVAA DANMARK i den. Hvis der er, så er Fredensborgs Lokalhistoriske Museum i Auderød sandsynligvis villig aftager af den til deres allerede store samling. Museet har en permanent udstilling af fliser fra disse produktioner.

Nivaagaard Teglværk – Historie & Teknologi

Forfatter: Vilhelem Carl Jørgen Schousboe

Udgiver: Nivaagaard Teglværks Ringovn

Udgivelsesår: 2020

Antal sider: 60

Størrelse (HxB): 21,5 x 30,0 cm. (Liggende A4)

Indbinding: Stiv/hård

Pris: kr. 50,-

ISBN: 978-87-970378-1-2

Indhold: Bogen fremstår lidt som en planchevæg på et museum, hvor man vil informere de besøgende om, hvad det er, de kan se og en hel del baggrundsmateriale for oplevelsen. Det er sådan set en illustreret billedbog med en meget fyldig tilhørende tekst, der indeholder en voldsom masse informationer både om Nivaagaard Teglværk, om Nivaa, personerne og om teglværksdriften i Danmark i almindelighed. Forfatteren selv – der er rundviser på museet – siger, at han selv anvender bogen som opslagsværk, som kompensation for sin dårlige hukommelse. Det er ikke en knaldroman, man bliver grebet af en lørdag aften i lænestolen. For folk, der er bosiddende i Nivå og omegn, kan bogen sagtens anvendes som “Coffee table book”, og danne grundlag /udgangspunkt for en snak med besøgende om, hvordan forholdene engang var i området. Men den kan også bare være det opslagsværk, man tager ned af reolen, når man vil kontrollere noget om teglværkslandet, historien eller teknologien. Og så er den også en hyldest til den cirkulære Ringovn, som ikke kun er den eneste tilbageværende i Danmark, men som også internationalt er unik.

Boghandel: Denne bog er afleveret til  Danske Boghandleres Kommisionsanstalt (DBK) og kan derfor også købes i en almindelig boghandel.

Historien om Nivaa Havn og Strandpark

Forfatter: Redaktør Flemming Jappsen & grafiker Per Eckart Hansen

Udgiver: Karlebo Lokalhistoriske Forening

Udgivelsesår: 2013

Antal sider: 56

Størrelse (HxB): 21 x 15 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 50,-

ISBN: 978-87-88406-17-7

Indhold: Nivaa havn er interessant, idet den og den inddæmmede sø nord for havnebassinnet, begge har været lergrave for Niverød Teglværk der lå, der hvorNivå Camping har til huse. Siden stormen og oversvømmelserne i 1922 flyttede man indhentningen af ler til andre lergrave indenlands. Da teglværket lukker i 1958 står lokalsamfundet tilbage med to store søer, som nogle fiskere allerede har forsøgt at annektere. Men bogen starter reelt først med den af Karlebo byråds enstemmigt vedtagne lokalplan nr. 5, af 24.oktober 1979 og fortsætter historien indtil 2012, hvor projektet (“so oder so”) er afsluttet – hvis noget sådan reelt slutter. Bogen er flot illustreret med billeder fra strandpark og havn.

Nivåbilleder (En historisk vandring i Nivå og Niverød)

Redaktion: Birgit Andersen, Erik Andersen, Jørgen Berthelsen, Merete Bjerngaard, Merete Engelsmand, Søren Hansen og Jenny Molander.

Udgiver: Karlebo Lokalhistoriske Forening og Karlebo Lokalhistoriske Arkiv,

Udgivelsesår: 1989

Antal sider: 55

Størrelse (HxB): 20 x 21 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 40,-

ISBN: 87-88406-01-6

Indhold: I efteråret 1987 begynder medlemmerne af Karlebo Lokalhistoriske Forening så småt at sysle med tanken om at udgive en billedbog om Nivå og Niverød. Målet med bogen var at gøre den umiddelbare fortid genkendelig og nærværende ved at trække linjer frem til i dag og derigennem fortælle, hvorfor nutiden ser ud som den gør. Det kan godt være, at den nutid forfatterne taler om i dag er fortid, men bogen holder, hvad den lover. Med billederne fra anlæggelse af den ny strandvej kan man måske godt forstå, hvorfor Ringovnen fik en henvendelse med spørgsmålet: Kan I bekræfte om der i bunden af Nivaa havn står en gammel togvogn med tysk ammunition. Billederne i bogen kunne dog ikke bekræfte det, men vi svarede, at man ikke altid skal lade sandheden stå i vejen for en god historie. Men det er rigtig sjov at se, hvordan der har set ud engang, og lige så sjovt er det at se, at der er flere steder, hvor det i dag næsten ser ud som dengang. Det gamle Nivaa har holdt sig forbløffenden godt.

En Tunnelovn (Tilblivelse, drift og endeligt…)

Forfatter: Jørgen Krüger

Udgiver: Nivaagaard Teglværks Ringovn

Udgivelsesår:2018

Antal sider: 39

Størrelse (HxB): 21 x 14,5 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 35,-

ISBN: 987-87-994302-8-4

Indhold: Jørgen Krüger bliver i 1962 ansat som maskinmester på Nivaagaard Teglværk og fra 1969 som driftsleder indtil 1977. I 1959 installeres den førte tunnelovn i Danmark på Bachmanns teglværk i Sønderjylland. Med den kunne man styre hele brændingsprocessen meget mere præcist – både hvad angår temperatur og også i tidstidsforbruget og dermed også brændstofforbruget. Den bliver derfor ret hurtigt fremtidens ovntype, og den er stadig, den mest anvendte. Da Nivaagard beslutter sig for at overgå til den nye type ovne, er det naturligt, at det bliver Jørgen Krüger, der kommer til at stå med ansvaret. Det fortæller han så om i sin bog – dels hvordan en sådan ovn fungerer og dels de problemer, der opstår, når den ikke gør. Da tunnelovnen på Nivaagaard bliver taget i brug i 1967, slukker man samtidig for de to gamle ovne – Ringovnen og Langovnen. I dag kan man stadig se, hvor den ny tunnelovn har stået. Inde i den 125 meter lange bygning, der ligger umiddelbart nord for museet, var den 100 meter lange tunnelovn opbygget. I dag er ovnen væk og bygningen anvendes til noget andet – bl.a. auktionsfirmaet Lauritz.com. Men Jørgen Krüger når også at fortælle sin version af livet på Nivaagaard Teglværk i perioden med tunnelovnen.

Erindringer fra Karlebo Sogn

Redaktion: Jørgen G. Berthelsen, Merete Carstens, Gunnild Dissing Jørgensen

Udgiver: Karlebo Lokalhistoriske Forening

Udgivelsesår: 2001

Antal sider: 70

Størrelse (HxB): 24 x 17 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 30,-

ISBN: 87-88406-06-7

Indhold: Erindringer fra Karlebo Sogn udkommer i forbindelse med Karlebo Lokalhistoriske  forenings 25 års fødselsdag. Bogen er resultatet af en erindringskampagne, som blev sat i værk af Karlebo Kommunes Kulturelle forvaltning og Karlebo Lokalhistoriske Arkiv. Bogen består af fire meget forskellige bidrag med hver sin fofatter:

  • Fra Karlebo Smedje til Teglbrænderhøj af Else Johansen
  • Mit liv på Vejgård af Marie Andersen
  • Min far Aage Husted af Evelyn Jensen
  • 12 dejlige år i Karlebo Kommune af Svend Otto Schive

Folk omkring Ringovnen år 1900

Forfatter: Fortalt af Merete Bjerngaard og illustreret af Per Jørgensen

Udgiver: Nivaagaard Teglværks Ringovn med støtte fra Fredensborg kommune.

Udgivelsesår: 2010

Antal sider: 28

Størrelse (HxB): 19,5 x 25,4 cm. (Liggende A4)

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 30,-

ISBN: 978-87-994302-0-8

Indhold:  Bogen handler om en teglværksfamilie på to voksne, tre børn og en hund år 1900 og deres oplevelser på teglværket og lokalsamfundet. Der er en ny historie på hver side. Bogen er tiltænkt skolerne i Fredensborg Kommune, men kan også udmærket bruges som børnebog i hjemmet. Niveauet mest indskolingen.

Andet: Bogen kan også frit downloades her. Eller fra fanebladet “Skoletjeneste”.

På tur i Karlebo Kommune

Redaktion: Erik Andersen, Niels Hald, Søren Hansen, Børge Neerdal og Uffe Juul Nielsen

Udgiver: Karlebo Lokalhistorisek Forening, Danmarks Naturfredningsforenings Lokalkomité, Niv¨Amatørteater og Kuturelforvaltning.

Udgivelsesår: 1996

Antal sider: 80

Størrelse (HxB): 21 x 24,5 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 20,-

ISBN: 87-982603-3-2

Indhold: Bogen søger at give læseren en bred orientering om, hvad man kan opleve ved at færdes i Karlebo Kommune. Bogen omtaler naturforhold og kulturhistorie helt fra fortiden 11.000 år f.Kr. og helt frem til i dag. I bogen er der opstillet 9 turforslag alle med detaillerede kort. Bogen er i øvrigt rigt illustreret med kort og billeder af alt det natur og kultur, man kan se på sin vej. Om telefonnumrene stadig er aktive er op til læseren at afprøve og det er ikke alle spisestederne der længere eksisterer. Det kan godt være at bogen er 26 år gammel – men den holder stadig som en rigtig god turvejledning.

En kort fortalt historisk oversigt (Karlebo Kommune)

Forfatter: Tekst: Mogens Wellendorf.  Billeder: Ole Kielberg og Arne Madsen

Udgiver: Karlebo Lokalhistorisek Forening

Udgivelsesår: 1995 – 2.udgave

Antal sider: 20

Størrelse (HxB): 21 x 14,5 cm.

Indbinding: Bøjeligt

Pris: kr. 20,-

ISBN: 87-88404-03-2

Indhold: Lokalhistorikeren Mogen Wellendorft hurtige gennemgang a Karlebo Kommunes historien illustreret med kunstneren Ole Kielberg og sognepræst Arne Madsens illustrationer. Hæftet er oprindeligt fra 1980, men genoptrykt uændret her.

Jens Rosgaards Underretning om Muursteens Brænding og Tagsteens Strygning, 1711

Forfatter: Jørgen G. Berthelsen

Udgiver: Nivaagaard Teglværks Ringovn

Udgivelsesår: 2014

Antal sider: 33

Størrelse (HxB): 21 x 14,5 cm (A5)

Indbinding: Blød

Pris: kr. 5,-

ISBN: 978-87-994302-2-2

Indhold: Som overskriften siger, er bogen et i høj grad om en udgivelse af den først kendte danske redegørelse for, hvordan man laver mursten og tagsten. Det er meget udførligt beskrevet, bl.a. med angivelser om brændstofforbruget. Bogen indeholder desuden en beskrivelse af Jens Rostgaards liv og levned. Han er på mange måder en ikke helt ukendt skikkelse i sin samtid. Fra 1684 og indtil 1699 bestyrer han Krogerup for sin endnu umyndige fætter, med det er først fætteren, der oprette et teglværk. På Det Kgl. Bibliotek findes Jens Rostgaards manuskript med belærende beskrivelser af alle mulig forhold i landbruget og altså også teglværksdriften. I vores udgivelse findes også et resume af to andre tidlige skrifter om teglværksdrift – Johan Arent Dyssels fra 1772 og O. Phils fra 1802. Jo, dette er en god bog, hvis man vil vide noget om teglværksdrift før ringovnens indførelse.

Ringovnen (ved Nive Å)

Forfatter: Nivaagaard Teglværks Ringovn

Udgiver: Nivaagaard Teglværks Ringovn

Udgivelsesår: 2016

Antal sider: 15

Størrelse (HxB): 19,5 x 21 cm

Indbinding: Bøjeligt

Pris: Gratis

ISBN: 978-87-994302-3-9

Indhold: Forord ved Bogmester Thomas Lykke Pedersen, Fredensborg Kommune. Herefter fem afsnit om:

  • Teglværkerne ved Nive Å.
  • Hoffmanns Berømte Ringovn
  • Fredningen
  • Sådan fungerer en ringovn.
  • Teglværkslandet ved Nivå Stand.

Lergravene i Nivå

Redaktør: Ida Rosenstand Klahn, museumsinspektør ved Museum Nordsjælland. Forfattere: Se nedenfor

Udgiver: Museum Nordsjælland & Fredensborg Arkiverne

Udgivelsesår: 2020

Antal sider: 55

Størrelse (HxB): 21 x 14,5 cm

Indbinding: Bøjeligt

Pris: Gratis

ISBN: Bogen er uden nummer

Indhold: Et forord – 7 artikler – en litteratuliste og et kort over lergravene. Forfatterne er:

  • Ole Lass Jensen, Museum Nordsjælland (“Forord” og “De første“)
  • Niels Hald, Danmarks Naturfredningsforening, Fredensborg (“Lerets Historie“)
  • Jørgen G. Berthelsen, Nivaagaard Teglværks Ringovn (“Teglværkerne ved Nivåbugten” og “Teglværksdriftens spor i landskabet“)
  • Uffe Fester, Danmarks Naturfredningsforening, Fredensborg (“Lergravenes Naturhistorie“)
  • Peter Heiberg, Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening (“Kystbanen, Nivå Station og teglværkerne“)
  • Gert Jensen, Foreningen Lergravene i Nivå (“Nabo til lergravene“)

Fredensborg Havne

Redaktør: Ole Lass Jensen, museumsdirektør & Ida Rosenstand Klahn, museumsinspektør begge ved Museum Nordsjælland. Forfattere: se nedenfor

Udgiver: Museum Nordsjælland & Fredensborg Arkiverne

Udgivelsesår: 2018

Antal sider: 55

Størrelse (HxB): 29,5 x 21 cm

Indbinding: Bøjeligt

Pris: Gratis

ISBN: Bogen er uden nummer.

Indhold: Et forord – 5 artikler – en litteratuliste. Forfatterne er:

  • Ole Lass Jensen og Ida Rosenstand Klahn, Museum Nordsjælland (“Forord“)
  • Jørgen G. Berthelsen, Nivaagaard Teglværks Ringovn (“Galajhavnen og Nivaagaard Teglværks Havn“)
  • Flemming Jappsen, Karlebo Lokalhistorisk Forening (“Nivå Havn“)
  • Niels-Jørgen Pedersen, Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening (“Sletten Havn“)
  • Bent Skov Larsen, Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening (”Humlebæk havn”)
  • Poul Christensen, Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening (“Havne i Esrum Sø“)