Teglbrænding har været kendt i Danmark fra midten af 1100-tallet. Brændte sten nævnes i omtalen af Valdemar den Stores (1131-1182) Dannevirkemur fra 1160’erne og menes at være en byggeteknik, som blev bragt til landet af teglbrændere fra det nordlige Italien. Brugen af brændte sten var dog på dette tidspunkt kun et byggemateriale, som var konger, adelsmænd og bisper forundt.

Helt frem til 1600-tallet var det almindeligt, at hvis man iværksatte et større byggeri, oprettede man en teglproduktion med egen brændeovn i snæver tilknytning til byggeriet. Og så nedlagde man det, når byggeriet var færdigt.

Udskiftningen af bindingsværk

Fra 1800-tallet og frem var teglproduktionen blevet så udbredt i Danmark, at flere af de danske godser havde deres egne teglovne. Dette gjaldt eksempelvis Knabstrup Teglværk i Holbæk, som i 1856 blev grundlagt af Knabstrup Herregårds ejer. Med egen teglværksproduktion kunne godsejerne producere den mængde af byggematerialer, som de skulle bruge til at udvide deres besiddelser med, hvad enten det gjaldt vedligeholdelse af eksisterende bygninger eller nybyggeri. Udbredelsen af mursten blev dog først markant, da de sjællandske og fynske bønder begyndte at bygge deres gårde og huse i mursten, ligesom de jyske bønder havde gjort siden 1600-tallet.

Dette var en udvikling som Enevælden bakkede op omkring og Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab arbejdede i 1770’erne for etableringen af små bondeteglovne i landsbyerne. Man ville gerne sikre landmændene en mere bekvem og sikker byggemåde, i stedet for bindingsværk. Men bøndernes gårde ændrede ikke udseende med det samme. I mange tilfælde nøjedes man i begyndelsen med at erstatte de lerklinede tavl med mursten, mens man lod bindingsværkstolperne blive. Det var generelt stuehusene på gårdene som fra midten af 1800-tallet blev opført i grundmur. De resterende længer beholdte i mange tilfælde deres bindingsværk.

Bondens egen brænding af mursten

Murstene til de grundmurede vægge brændte de vestjyske bønder ofte selv assisteret af omrejsende teglbrændere. Brændingen foregik i primitive højovne, som måtte afkøles og tømmes kontinuerligt. Ovnen skulle placeres tæt på lergrav og byggeplads, og man skulle have tørv nok til at brænde med. De tre af væggene i ovnen var ofte af ubrændte og tørrede sten, som blev omsluttet af sand og jord. Den fjerde væg var fyrmuren, som bestod af en tykkere murstensvæg. Sådan en ovn kunne rumme ca. 1.000 sten, hvilket betød at bonden skulle brænde mellem syv til ti gange, før han havde nok mursten til et stuehus.

Leret blev kørt hjem om efteråret og skulle ligge vinteren over, før det kunne bruges. Ud på forsommeren gik man igang med at ælte leret. Selve æltningen foregik ved, at man lod køer eller heste trampe rundt i det. Derefter blev murstenene strøget i en form af træ. Dette var et arbejde, der blev udført af karlene eller pigerne på gården. Derefter blev de lagt til tørring i laden, hvor de efter et par dage skulle rejses på højkant, for at bunden også kunne tørre. Murstenene lå sommeren over, så man var sikre på, at de var gennemtørre, når de skulle brændes i højovnen. Selve brændingen fandt sted i efteråret.

Teglværkerne vokser frem

I 1700-tallet blev teglværkerne mere stationære og fik karakter af fabrikker. Teglværkerne blev placeret i nærheden af en lerforekomst og hvor logistikken med transport af færdige produkter og kullet til brændingen var nemmest (fx ad søvejen). Men det var især fra midten af 1800-tallet, at teglværksprodukterne blev eftertragtet i forbindelse med den høje byggeaktivitet på “broerne” i København og andre storbyer. De mange tilflyttere fra landet til hovedstaden krævede flere boliger, som igen krævede mange mursten. I denne periode blev brokvartererne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro bygget med mursten fra blandt andet Nivaagaard Teglværk. På den måde var landbefolknings tilflugt til byerne årsag til teglværkernes succesrige år.

I slutningen af 1800-tallet var der omkring næsten 1.000 fungerende teglværker i Danmark. Overordnet har man kendskab til cirka knap 3.000 lokaliteter, hvor der har ligget et teglværk. I dag er der kun 16 tilbage- men de er meget store med fuldautomatiske produktionslinjer, og de laver omtrent lige så mange mursten som sidst i 1950’erne.