Ringovnens opfindelse

Ringovnen blev opfundet af den tyske ingeniør Friedrich Eduard Hoffmann (1818-1900), som fik patent på sin opfindelse i 1858. Ringovnen var banebrydende, fordi den sikrede en uafbrudt brænding ved hjælp af en vandrende ildzone og en god udnyttelse af den overskydende varme, der medførte store besparelser på brændstofforbruget.

Derved var ringovnene en langt bedre investering end de periodiske kammerovne, som teglværkerne hidtil havde benyttet sig af. Hoffmann løste problemet med at konstruere ringovnen, hvor han sammensatte femten kamre i en cirkel. Selve bygningen og de stablede mursten inde i ovnen kunne selvsagt ikke flyttes, men det kunne arbejdsprocesserne inde i ringovnen.

Ringovnens opbygning

Ringovnen udformning kan forklares med et sprogligt billede. Man skal forestille sig Ringovnen som en randform, der er vendt på hovedet. Hvælvingen i formen svarer til selve ovnen i Ringovnen, som bestod af femten sektioner kaldet kamre. Disse repræsenterer hver deres afgrænsede område i ovnen. Kamrene har hver deres åbning i muren ud mod det fri, som teglværksprodukterne blev ført ind og ud igennem. Ligesom de hver har en røgkanal, der er forbundet til skorstenen, der ikke kun kunne lede røgen væk, men også – og ikke mindst – skabe det nødvendige træk i ovnens hvælving.

På 1.sal oven over hvælvingen er brænderloftet. Det går hele vejen rundt, men på tegningen nedenfor er der kun medtaget det udsnit. Herfra styrede brænderen hele processen og især brændingen i fire kamre samtidig (C til D). I brænderloftets gulv er der 20 fyrhuller (fyrkanaler) til hvert kammer.

I midten af bygningen står skorstenen og det var trækket fra den, der sikrede lufttilførslen til hele processen Dvs. afkøling af de varme sten (opvarmning af luften) – brændingen – opvarmning af de kolde sten (afkøling af luften). Skorstenen var således “motoren” i processen.

Regulering af varmen

Når et kammer var fyldt op med mursten, blev et skot af papir sat op på murstenrækken for derved at lede trækken den rigtige vej (mod uret) gennem hvælvingen. Åbningen til det fri blev muret til. På den måde lukkede man kammeret helt tæt, så varmen ikke kunne slippe ud og man samtidig et ensartet træk gennem de fyldte kamre. Alle portene var muret til – undtagen i arbejdszonen (mellem A og B). Al luft til processen (afkøling-brænding-opvarmning) kom ind ad den/de åbne porte i arbejdszonen.

Når brænderen styrede ilden nærmere skottet, brændte det og sprang frem til næste kammer. Brænderen åbnede så spjældet til skorstenen i det ny kammer og lukkede spjældet til det hidtidige, hvorved også trækket (luftstrømmen) samtidig sprang frem til dette ny kammer.

Et var at styre trækken i form af lufttilførslen, noget andet var at justere varmen. Det gjorde man hovedsagelig ved at tilføre brændstof (kul) til de fire kamre med ild i. Det gjorde man fra brænderloftet, hvor brænderne havde deres arbejdsgang (C og D).

Når brænderen med en jernstang løftede dækslet til et af fyrhullerne i gulvet, kunne han se direkte ned i kammeret. Herudfra kunne han ud fra ildens farve bestemme, om der skulle kastes mere kul ned. Det gjaldt for brænderen om at holde en fin balance. Hvis han fyrede for lidt, blev teglværksprodukterne ikke ordentligt brændt, og hvis han fyrrede for meget, kunne han risikere at smelte produkterne.

Kontinuerlig brænding

Ideen med Ringovnen fungerede kun optimalt, så længe der hele tiden skete en tilførsel og fraførsel af henholdsvis tørrede og færdigbrændte mursten. Det var derfor nødvendigt, at have arbejdsmændene – ”sættere” og ”trillere” – i hver deres “ende” af arbejdszonen. I den ”rå ende” placerede sætterne (A) de tørrede ubrændte, rå mursten murstenene i Ringovnen med så meget luft mellem, at trækket fra skorstenen kunne løbe hele vejen rundt i hvælvingen og kullet fra fyrkanalerne kunne falde helt ned på gulvet. I et kammer kunne der være op mod 20.000 sten.

I den ”brændte ende” af arbejdszonen (B) var arbejdere i gang med at sortere og trille de færdigbrændte sten ud af Ringovnen. Her var stenene blevet så nedkølede efter brændingen, at de kunne tages ud af kammeret. Trillerne tømte et kammer om dagen i takt med at sætterne fyldte et kammer om dagen. Således flyttede man arbejdszonen et kammer om dagen i retning mod uret.

Ringovnen brændte nat og dag, og der var ild i fire kamre samtidig. Hver dag ophørte man at fyre i et kammer og startede op i et nyt kammer ved at “liste” ilden fremad med brug af trækket fra skorstenen og noget let antændeligt brændstof. Selv ikke under reparationsarbejde eller, hvis brænderen havde fyret for lidt eller for meget, og murstenene derfor måtte kasseres, var der ophold i produktionen. Hvis man om sommeren havde produceret tilstrækkelig med tørrede mursten brændte man året rundt.

Selvom det tog 15 dage før den sten, man satte ind kom ud igen, fik man nu en daglig produktion på ca. 20.000 sten. Med de gamle periodiske ovne tog det mindst to uger at fylde ovnen(1), varme den op(2), brænde stenene(3), køle dem af(4) og tage dem ud(5). Med ringovnen kunne alle de fem arbejdsprocesser gennemføres simultant. Og samtidig kunne man spare op til 50% på brændstofforbruget.

Ringovnen på Nivaagaard Teglværk var i drift i 97 år, frem til 1967 og i den tid blev der fremstillet nærved en milliard teglværksenheder

Den ældste bevarede ringovn

Ringovnen på Nivaagaard Teglværk er den eneste af de bevarede teglværksbygninger, der er fredet. Den fortæller i dag historien om den teknologiske udvikling, der i midten af 1800-tallet fandt sted i Danmark og resten af Europa. Samtidig står den som repræsentant for et næsten forsvundet industrimiljø.

Ringovnen omtales i en brandtaksation over Nivaagaard Teglværks bygninger af 30. juli 1870 og er dermed nr. 7 i rækken af cirkulære ringovne, der blev bygget til kontinuerlig teglbrænding i Danmark. Den er således ikke den ældste, men den eneste bevarede. Vi har fundet tre andre i Tyskland og en i Japan. Men af dem synes ringovnen i Nivå at være den ældst bevarede og den der i sin konstruktion er mest tro mod sin opfinders – den tyske ingeniør Friederich Eduard Hoffmann – oprindelige konstruktion og virkemåde.

Fredning og Restaurering

Restaureringen af Nivaagaard Teglværks Ringovn blev muliggjort ud fra opmålinger udført af arkitektskolen i Århus i 1978. Den 6. juni 1984 blev den selvejende institution Nivaagaard Teglværks Ringovn dannet, og året efter, i 1985, blev Ringovnen fredet.

Efter at have stået uvirksom i 17 år (fra 1967 til 1984) uden vedligeholdelse, var ringovnen ret medtaget af vind og vejr. Først blev klimaskærmen restaureret og så udarbejde man en etapeopdelt handlingsplan for den øvrige restaurering. I 2014 lykkedes det så at få den sidste etape finansieret og gennemført – det var de tre “mavebælter”, der holder bygningen og hvælvingen på plads. Og så kom vi af med de tre midlertidige bånd, der var blevet sat op. Så nu fremstår de, som da ovnen blev taget i brug i 1870. Siden har det heller ikke været nødvendigt at reparere hvælvingen.

Den selvejende institution har siden 1984, i tæt samarbejde med blandt mange andre Museum Nordsjælland, og Fredensborg Lokalhistoriske Museum arbejdet for at udvide kendskabet til Ringovnen og den tidligere teglværksproduktion.