Smedens rolle på teglværket

Det var ikke kun Nivaagaard Teglværk, som havde sin egen smed. Det var almindeligt, at teglværkerne havde en smed og måske en lærling, som kunne gå maskinerne efter, og som var ved hånden, når der opstod tekniske problemer. Hvis eksempelvis knivene i ælteværket skulle skiftes, var det smedens job. Ligesom det var smeden, der sleb valserne og gik maskinerne efter. Også tipvognssporene til udskibningsmolen og til lergravene skulle vedligeholdes. Det samme skulle gravemaskinerne i lergravene.

Endelig skulle smeden på Nivaagaard Teglværk også stå for vedligeholdelsen af landbrugsmaskinerne på Nivaagaards landbrug.

Specifikke opgaver, der skulle lette arbejdet eller gøre teglværksprodukterne nemmere at flytte, kunne også forekomme. En beretning fra en tidligere smed på Nivaagaard Teglværker fortæller, at han engang i 1930’erne til stor glæde for teglværksarbejderne lavede om på værkets trillebøre, så de blev lettere at køre med. Senere blev jernhjulene udskiftet med gummihjul, som gjorde at de var nemmere at manøvrere.

Sådan var det også med de såkaldte stenklemmer, hvormed man kunne løfte 8 sten ad gangen. Smeden på Nivaagaard var ret berømt blandt vognmændene for sine stenklemmer.

Smedens rolle på landet

Smedens arbejde blev ikke kun værdsat i takt med tidens maskinisering. Gennem århundreder havde smeden på landet haft en høj status i det lokale landsbymiljø. Her besad smeden et hverv, der blev behandlet med respekt. Smeden havde stærke kræfter og han hjalp landsbyens indbyggere med alt fra slibning af leen, vedligeholdelse af arbejdsredskaber til skoning af hestene. Smeden blev i den gamle landsby som oftest betalt med naturalier i form af mad, øl og brændevin. Derudover skulle bønderne ligeledes selv medbringe det brændsel, som skulle bruges til at fyre op i essen med. Endelig skulle mændene i landsbyen vedligeholde smedjen og den tilhørende bolig. Alt sammen fordi smeden udførte opgaver, som de ikke selv kunne udføre, og fordi det var opgaver, som var nødvendige at løse for at kunne få pløjet markerne, eller for at sikre, at høsten kom i hus. Smedens bedste var derfor alles bedste!

Fremskridtets betydning

På teglværkerne blev smeden ikke aflønnet med naturalier som i det tidligere landsbysamfund. Han arbejdede for en timeløn, som ligesom mange af arbejderne på værkerne gjorde. Efterhånden som udviklingen indenfor maskiner og teknik skred frem, blev kravene til smeden ændret. Da Ringovnen blev slukket i 1967 var det ikke kun en epoke man sagde farvel til. Det var også den sidste del af det gamle teglværk man satte ud af drift for at hellige sig den moderne teknik og optimerede brændingsprocesser.

Herefter blev det mere og mere nødvendigt at gøre brug af teknikere i produktionsprocessen. Teknikerne indgik ofte som en del af købet ved nye maskiner, og de var af maskinproducenterne ansat til at holde opsyn med den nyindkøbte maskine de første dage på værket, indtil processen kørte som planlagt. Herefter rejste teknikkerne videre til næste værk med lignende projekter. Smeden måtte derfor omstille sig til de nye tider, hvor han måtte se i øjnene at arbejdsopgaverne var blevet forandrede. Han skulle nu se efter delvist selvkørende maskinel som, hvis alt brød sammen, skulle tilses at teknikere, der var tilknyttet maskinproducenten. Smeden var ikke længere uundværlig og kunne derfor ikke længere opnå samme høje status.

En familie med tilknytning til Nivaagaard Teglværk

Følgende historie fortæller om en families tilknytning til Nivaagaard Teglværk i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Om hvordan et teglværk fungerede som et lille samfund, hvor teglværksarbejdernes familier med tiden blev flettet sammen. Men den fortæller også historien om, hvordan et fag kunne gå i arv i familien.

Søren Pedersen (1829-1903) var smedemester på Nivaagaard Teglværk i perioden 1893 – 1903. Han var en mand, der var dygtig til sit fag, hvilket i 1878 indbragte ham en sølvmedalje på Verdensudstillingen i Paris for en plov han selv havde lavet. Søren Pedersens søn, Niels Andreas Sørensen (1877-1926) overtog efter sin fars død pladsen som smedemester på teglværket. Han blev i sin tid udlært hos sin far, og blev efterfølgende boende i smedemesterboligen som fulgte med stillingen. Niels Andreas Sørensen var ligeledes en dygtig smed og lavede, blandt andet, dørbeslag og håndtag til Nivå Kirke og muligvis også de nu udskiftede syvarmede smedejerns lysekroner, samt nogle lampetter.

Niels Andreas Sørensen blev gift med Alma Eleonora Andersen (1878-1958). Alma var selv af teglværksarbejderfamilie som arbejdede ved Nivaagaard Teglværk. Hun var født og opvokset i “Bomhuset”, som var en af teglværkets arbejderboliger. Sammen fik de tre børn, to drenge og en pige. Niels Andreas Sørensen døde allerede i 1927, kun 49 år gammel og Alma blev enke som 48 årig. Niels Andreas Sørensen havde inden sin død købt et stykke jord, hvor han ville bygge et hus til familien. Dette blev i stedet Almas opgave, og i 1928 flyttede hun ind i stueetagen af det nybyggede hus, det nuværende Niverødvej 7 i Nivå, sammen med den yngste søn, datteren og sin svigermor. Sønnen Kaj var flyttet hjemmefra. Men der bliver dog også plads til, at hun drive en systue fra adressen Førstesalen blev lejet ud for at skaffe penge til familien. Senere, efter den yngste søn også var flyttet hjemmefra og svigermoderen var død, flyttede Alma sammen med datteren op på førstesalen, hvorefter det blev stueetagen, som blev lejet ud. Der boede Alma frem til sin død i 1958. Datteren arbejdede blandt andet som plejerske på Nivaagaard Hospital.

Niels Andreas og Almas børn blev ikke en del af arbejdsstyrken ved Nivaagaard Teglværk. Sønnen Kaj Sørensen (1902-1963) valgte eksempelvis en hel anden vej end sin farfar og far og blev civilingeniør.

Historien om Niels Andreas og Alma er et godt eksempel på hvordan livet kunne udfolde sig omkring et teglværk. At et håndværk gik i arv gennem familien og at familielivet blev levet tæt på arbejdspladsen. Men det var sønnen Kaj som brød mønsteret og valgte en anden levevej end familien. Han blev akademiker og rejste væk fra Nivå. Kaj er et tidligt eksempel på det, der senere kom til at præge arbejdsudviklingen i Danmark og resten af Europa. De nye årgange brød generationers livsmønstre og skabte deres egne løbebaner, som det var sket 80 år tidligere med den første befolkningsvandring fra land til by.

Aage Krogh

I 1926 overtog Aage Krogh jobbet som smedemester på Nivaagaard Teglvæk. Da han stoppede i 1969 og blev han teglværkets sidste smedemester, men da havde han også virket i stillingen i 42 år. På det tidspunkt var også han blevet en institution i miles omkreds.

Efter pensioneringen blev han ved med at lave jernskulpturer. Nogle kan stadig ses på museet, og  i Nivå og omegn.

Smeden af jern står et sted i Sletten og en skulptur svarende til de flyvende vinger (fugle) i bagrunden står ved Nivaagaard Teglværks smedje.

Smedjen efter 1969

Arbejdsopgaverne blev rigtignok både mindre og færre, men smedjen på Nivaagard forblev dog aktiv og bemandet helt frem til 1980, hvor teglværket lukkede. I den periode var der tre forskellige smede, der videreførte traditionen.

Smedjen i dag

Som smedjen står i dag, ved siden af Ringovnen, repræsenterer og er i det store og hele omtrent indrettet som i 1969.

Den 13. oktober 2007 blev smedjens nye esse indviet. Herefter er det muligt for Ringovnenes publikum at opleve en smed i aktion.

I smedjen kan man som gæst opleve smedens redskaber, og ved selvsyn se de arbejdsforhold som han virkede under. At det er smedjen som står tilbage som en af de få bygninger fra Nivaagaard Teglværk, er på mange måder passende. Hverken Ringovnen eller smedjen ville have kunnet eksisteret uden den anden, og på den måde er de repræsentanter på et langt og ligeværdigt partnerskab.